Du kan træne dit nærvær

April 1, 2019 Af Stine E. Johansen

Føler du dig nærværende i dit liv?

Nærvær er noget du skaber via din bevidsthed og din adfærd. Det kommer ikke af sig selv.

At være nærværende forudsætter, at du formår at give din fulde opmærksomhed til det der sker lige nu. Det er dermed tæt forbundet med din evne til at være tilstede i nuet, og være i kontakt med dig selv og de mennesker, der er omkring dig.

Du kan ikke være nærværende overfor dig selv eller andre, hvis du har en masse tanker, der rumsterer, eller bare har tankerne på andre ting, end det der foregår nu og her.

Mon ikke vi alle oplever dette hos os selv på daglig basis?

Det der gør en forskel er, om du er opmærksom på/opdager, at du er fraværende, eller at din opmærksomhed (dit nærvær) er på vej væk. Så snart du bliver opmærksom på at det sker, kan du genfinde fokus og vende tilbage til dit nærvær.

I nærværet, og dermed i nuet, kan du få kontakt til dig selv, din intuition og til flow. Og derigennem til glæde, kreativitet og fordybelse. Dette gælder for voksne såvel som børn.

Nærvær er nemlig også noget du kan skabe med dig selv, og er samtidig en evne, du kan opøve.

Faktisk har mange børn som udgangspunkt allerede denne evne. Derfor er det vigtigt at skabe gode rammer og forudsætninger for, at børn får mulighed for at opleve og udøve nærvær i løbet af dagen.

Når voksne og børn sidder bag en skærm har de ikke en reel kontakt til nuet, til deres omgivelser eller til dem selv, hvilket er godt at minde sig selv om en gang imellem.

Når det er sagt, synes jeg ikke, at skærmtid er skidt. Det kan være en fin måde for både børn og voksne at koble fra på. Så længe man er bevidst om, at hverken voksne eller børn reelt set er "kontaktbare" eller spor nærværende overfor andre for den sags skyld, når de sidder med en skærm foran sig.  

Jeg tror på, at børn har brug for nærværende voksne i deres hverdag, både ude og hjemme. En nærværende voksen er en, der lytter aktivt til barnet med sin fulde opmærksomhed, uden at have tankerne alle mulige andre steder imens.

Jeg mener ikke, at børn behøver at have voksnes fulde opmærksomhed konstant. Jeg tror det vigtigste er, at barnet har følelsen af, at der er nærvær og opmærksomhed at hente hos voksne.

Igennem de voksnes nærvær lærer de hvad det vil sige at være nærværende overfor andre. Og derigennem får de også lettere kontakt til sig selv.

Nærvær handler ligeledes om at kunne lytte til andre uden at afbryde dem, og virkelig høre hvad de siger. Hvem har ikke oplevet at tale med et andet menneske, som ikke er helt tilstede, og derfor ikke rigtigt hører hvad man siger?

Nærvær handler også om at overgive sig til nuet, hvor man oplever det som ER og ikke det, der var lige før, eller det som sker om lidt.

Og her kan vi voksne i høj grad lære af børn. Blot ved at betragte dem og deres måde at være tilstede i verden på. For vi voksne har i lige så høj grad som børnene, brug for at mærke nærvær fra os selv og andre.

Du behøver ikke konstant at være på vej videre, hverken mentalt eller fysisk. Det kræver naturligvis vilje og årvågenhed at være til stede og ikke lade sig lede væk af sine tanker.

Faktisk er det et krævende mentalt arbejde. Men med bevidsthed på processen er det muligt at stilne sindet, hvis du beslutter dig for det.

Du må gerne være lige nu og lige her. 

Det udfordrede nærvær

Der bliver i dag talt en del om vigtigheden af nærvær imellem mennesker. Og i særdelshed i forholdet mellem børn og voksne.

Ikke mindst er det blevet ekstra relevant at tale om i forbindelse med vores teknologiske udvikling, men også på grund af det hverdagsliv de fleste familier lever, hvor de er fysisk adskilte i mange timer om dagen.

Tidligere var det ikke et begreb man behøvede at forholde sig til, eftersom mor gik hjemme, og må have været garant for en eller anden form for nævær i familien.

Og samtidig har vores optagethed af begrebet også at gøre med den samtid vi er en del af. Hvis vi fx går 50 år eller længere tilbage, så tror jeg ikke der har været ret mange forældre, der tænkte begrebet nærvær ind i deres hverdag; var beviste om, at de ønskede at være nærværende overfor deres børn. Og jeg er heller ikke så sikker på, at der dengang overordet set har været et større nærvær imellem børn og forældre, end der er i dag, selvom der ingen skærme var til at forstyrre.

Tidligere var mor jo enormt optaget af alle de mange praktiske og huslige gøremål hun havde, og far var nok ikke så meget til stede. Han var ude af huset det meste af tiden, og når han var hjemme sad han bag avisen, og tog ikke ret meget del i familien. Det er ihvertfald ofte det billede man har fået fremstillet omkring den tids familieliv.

Fra forskellige ældre mennesker har jeg fået indtryk af, at børn og voksnes liv tidligere var ret opdelte (se også blogindlægget "Styring af børns tid"), og jeg kunne forestille mig, at man dengang har haft nogle andre opfattelser af, hvad der var godt for et barn. Eller måske har man i virkeligheden ikke tænkt så meget over "sådanne emner".

I hvertfald er det interessant, hvordan vi har bevæget os hertil, hvor vi er nødt til at stoppe op og se på, hvordan det er vi gerne vil være sammen som mennesker i det hele taget. Både ude og hjemme.

Men jeg mener faktisk også, at det er på sin plads - og helt berettiget at tale om et udfordret nærvær. Prøv at se dig omkring i det offentlige rum: hvor mange mennesker kigger op og ser hinanden i øjnene?

Du har hele tiden et valg om, hvorvidt du ønsker at udvise/udøve nærvær eller være nærværende over for andre. Så snart du tager din telefon frem, mens du er sammen med andre, så vid/vær bevist om, at dit nærvær ryger.

Efter min mening bør vi voksne tilstræbe at være gode rollemodeller overfor børn. Hilser du fx på de andre forældre i dit barns skole eller institution? Ser du andre mennesker i øjnene i det hele taget?

For mig personligt er det vigtigt at være en god social rollemodel overfor mine børn; at de oplever, at jeg er opmærksom på andre mennesker omkring mig.