Må de små mennesker være her?

Oktober 16, 2019 Af Stine E. Johansen

Jeg er synes det er interessant at dykke lidt ned i nogle af de kollektivt vedtagne normer og værdier, som mange mennesker lever efter eller ligger under for, alt efter hvilket perspektiv man tager. Dette foregår som oftest på subtile og ubevidste planer. 

Jeg har lidt en "hemmelig" mission om at gøre disse subtile og ubevidste mekanismer mere synlige, sådan at enhver bedre kan tage stilling til dem. 

De kollektivt vedtagne normer og værdier inden for alle områder af livet, bunder i nogle bestemte diskurser, som jeg også ynder at kalde for konstruerede sandheder. 

 

 

Det offentlige rum

I det offentlige rum har vi tilsyneladende nogle uskrevne regler og fælles forståelser omkring, at vi ikke må larme eller gøre noget særligt væsen af os selv. For at undgå at komme til at forstyrre eller støde nogen, vil jeg tro. Det er en overbevisning, der ser ud til at være ret indgroet i de fleste af os. Det ligger vel både i vores opdragelse og i vores fælles kulturarv så at sige.

Det er blandt andet denne overbevisning, der får forældre til hurtigt at tysse på deres børn. Det er i hvertfald min personlige oplevelse, når jeg færdes i busser og i byen i Aarhus, hvor jeg primært befinder mig.

Og nu kommer vi til et emne, der optager mig en del: Børn betragtes tilsyneladende af mange som nogen, der larmer og er til gene og besvær i det offentlige rum. Jeg synes jeg ser en stigende tendens til, at mennesker ønsker sig børnefri det ene og det andet, fx børnefri restauranter, ferier og sågar fly.

Fra mit perspektiv er det tenderende til det diskriminerende. Må vi ikke alle være her? De små mennesker er jo også mennesker. 

Ses, men ikke høres

Børn skal ses, men ikke høres... har været en helt almindelig og meget udbredt opfattelse her i landet igennem flere århundreder. Heldigvis er det anderledes i dag. Eller er det? 

Jeg bemærker i hvertfald en tendens til, at børn ikke må fylde i det offentlige rum. Og de må da i hvertfal slet ikke sige pip, når de er ude og handle, rejse eller andre steder.

I dag er der nok langt mere delte holdninger til, hvor meget og hvordan børn må fylde i det offentlige rum, i forhold til tidligere. Og der vil nok være mange, der mener, at børn fylder for meget. 

Heri er jeg uenig. Jeg ser som sagt mange forældre, der tysser på deres børn i busser, på cafeer og generelt alle steder, hvor de er blandt andre mennesker. Med andre ord ser det for mig ud til, at langt de fleste forældre gør sig umage med at tage hensyn til andre mennesker, når de har børnene med "ude".

Desuden er det vigtigt at huske på, at vi blandt andet skaber vores individuelle og fælles virkelighed igennem vores fortællinger om verden. Det vil sige, at vi kan skabe et negativt syn på børn og deres opførsel i det offentlige rum via de negative fortællinger. Eller vi kan skabe et positivt syn via positive fortællinger. Dette gælder i alle områder af livet. 

For de små mennesker har vel lov til at være her?

Det offentlige rum er vel ikke kun forbeholdt voksne mennesker? Små mennesker opfører sig anderledes end store mennesker. De er igang med at lære og modnes. Og det mener jeg, der skal der være plads til. 

 

 

Ser du mig, så ser jeg dig

I sommeren 2010 var min ekskæreste og jeg på ferie i Alanya med vores søn på 1,5 år. Jeg kan huske, at jeg var både overrasket og rørt over al den positive opmærksomhed han fik fra de lokale. Folk kom spontant hen og aede ham på kinden og klappede ham på håret, og udbryd: Ih, hvor er han dog kær! (Og det var han sgu også!).

I Danmark er det vist primært hunde og hundehvalpe, der har æren af den form for spontan og positiv henvendelse i det offentlige rum.

Efter 10 dage blandt de hjerte- og børnevenlige tyrkere slog det lidt ekstra hårdt i flyet på vej hjem til Danmark, hvor der en tidlig morgen sad sure danske ansigter og ikke fortrak en mine, da vores glade lille dreng tullede smilende rundt i flyet.

Den eneste der reagerede på vores søns glade væsen var en ung mand, der kiggede surt på ham, da den lille dreng ved et uheld kom til at skubbe til hans arm, idet han rendte forbi ham på gangen. 

Lige indtil der pludselig stod et tyrkisk ældre ægtepar foran os på flyets gang og STOR-smilede til den lille søde og glade dreng (på 1,5 år) og hans mor. Sikke en varme. De bemærkede tydeligvis vores søn og hans enorme glæde på en helt spontan, naturlig og medmenneskelig måde.

Dér ramte vemodet mig midt i glæden, fordi jeg kunne se kontrasten helt tydeligt, og fordi jeg vidste, at vi var på vej hjem til et land, der slet ikke har den samme hjertevarme og tolerance, når det kommer til de små mennesker. 

Hvorfor fortæller jeg dog dette? Fordi jeg synes det er interessant, hvordan børn tilsyneladende i Danmark skal nedtysses, og af mange betragtes som forstyrrende elementer, når de andre steder indgår som det naturligste i offentligheden, og bare ER der. Og måske tilmed får positive tilkendegivelser fra andre voksne.

En hverdagsaften herhjemme i Aarhus for knap halvandet år siden, da min anden og yngste søn har været 4-5 år, fik han lyst til at tage sit Spiderman kostume på, da vi skulle over i vores lokale supermarked for at handle. Det havde jeg intet problem med, og jeg kunne fornemme en form for forventningsglæde fra ham.

Da vi kom derover var der ikke en eneste, der kiggede på ham og opdagede, at han var Spiderman. Eller også valgte de at ignorere det. Min søn virkede upåvirket af dette. Men jeg tror da, han var blevet super glad, hvis nogen havde bemærket hans outfit.

Det er bestemt ikke fordi jeg mener, at børn skal have konstant opmærksomhed. Men det skader heller ikke at smile venligt til et barn engang imellem og bemærke det. I det hele taget kunne det være godt, hvis vi begynder at være lidt mere opmærksomme på hinanden (igen).

Simpelthen lige kigge op og fornemme de andre mennesker omkring os. Inklusiv de små mennesker.

 

 

Bryster må ses, men ikke ses

Apropos de små mennesker, så kan selv de helt små mennesker være til gene for andre mennesker. Her gælder det både potentielt skrigende babyer i flyvemaskiner og babyer der ammes.

En baby der får mad kan angiveligvis støde nogen mennesker. Eller også er det udsigten til en tredjedel af et bart bryst, som bare ligner almindelig hud, mens der ammes. Der er igennem årene poppet flere og flere særskilte ammerum op hist og her, under argumentet: så kan dig og din baby få ro.

Det er jo rigtig godt. Men uroen hos en ammende kvinde i offentligheden, opstår jo kun fordi hun skal bekymre sig om, hvorvidt hun støder nogen ved at imødekomme sin sultne babys basale behov. 

Som jeg ser det, er kvindens bryst en livgivende legemsdel, som hun har ret til at anvende på lige "fod" med hånden, der fører gaflen op til munden. Det bør bestemt ikke betragtes som hverken ulækkert, upassende, stødende, mærkeligt eller forkert at en kvinde giver sin baby mad på naturligste vis. Hverken i private hjem eller i offentligheden. 

Børnefri zoner

Jeg kan såmænd godt sætte mig ind i, at det kan være skønt at være på et hotel uden børn og på sin vis kan jeg følge, at man ville vælge et børnefrit fly, hvis man kunne. Og så alligevel ikke. 

Fordi jeg mener det handler om indstilling. Har man en grundlæggende indstilling om rummelighed og tolerance? Hviler man nok i sig selv til at være med det og dem omkring sig, som der nu engang er?

Rent og simpelt: Det handler for mig om at omfavne mangfoldigheden.

Selvfølgelig er vi nødt til at have visse reguleringer af adfærd osv. Men omvendt skal vi skisme passe på, at det ikke tager overhånd. Livet er jo alligevel en stor "forstyrrelse".

Roen kan du finde inde i dig, så du ikke bliver så påvirket af den ydre "larm."