Styring af børns tid

Juni 20, 2019 Af Stine E. Johansen

Jeg tænker ofte over, hvor meget børns tid er voksenstyret i dagens Danmark. Nu kan jeg bedst udtale mig om hvordan jeg oplever, at det er i en dansk kontekst. Jeg formoder, at det gør sig gældende rigtig mange steder.

Jeg tror ikke, at styringen og kontrollen af børns tid har været større end den er i dag. Børn er så vandt til, at vi styrer og skemalægger deres tid. Det er blevet det normale. Og hvad mener jeg så egentlig med det?

Lad mig starte et andet sted, så du måske bedre forstår, hvor jeg vil hen. I det seneste år har jeg talt med en del ældre mennesker i kraft af mit vikararbejde i Hjemmeplejen. Ligeledes har jeg talt med flere mennesker, som nu er i 60'erne - både familiemedlemmer, kollegaer og voksne børn af de ældre, som vi passer i Hjemmeplejen.

Det der går igen, både ud fra hvad de forskellige direkte har fortalt, og ud fra min tolkning af det sagte er, at børn tidligere levede i en barndom og en virkelighed uden ret meget voksenstyring. Flere af dem jeg har talt med, har betegnet det som frihed. En barndom i frihed.

Frihed fra voksenindblanding, hvor der var plads til leg og udforskning. Hvor man som barn levede det meste af fritidslivet "på gaden", som altså også kunne være i skoven og forholdsvis fysisk langt væk fra forældrene.

Der herskede en hel børnekultur uden for hjemmet, uden opsyn eller indblanding fra voksne. Jeg har hørt udtalelser som: "Det var sku fedt" og "Vi havde det sku godt".

I den forbindelse skal hverken jeg eller andre selvfølgelig være blinde for, at barnelivet dengang kunne være hårdt på andre måder. Og jeg er ikke ude på at romantisere tidligere tider. Men jeg er alligevel blevet ret optaget af dette emne.

Fordi jeg ikke er så sikker på, at vi er på helt rette spor, som det ser ud i dagens Danmark.

Legeaftaler er fx et nyere fænomen. Det eksisterede ikke engang da jeg var barn i 80'erne. En lege-AFTALE. Vi skal aftale og planlægge legen. Jeg ved godt det er sat lidt på spidsen, og at børn også bruger begrebet legeaftale om den spontane "aftale", der fx opstår i hentesituationen i børnehaven.

Men jeg synes alligevel det siger noget om vores planlægger/kontrol/aftale-kultur. Som jo er en afsmitning af de voksnes kultur og behov. Hvor meget social omgang med venner og familie opstår i dag uden, at det på forhånd er planlagt, aftalt eller tilrettelagt?

Jeg synes i den grad, at både børn og voksne fortjener og trænger til noget større frihed og frirum i hverdagen med plads til mere selvbestemmelse og spontanitet, med tid og mulighed for spontan leg og hygge. Dette gælder børn såvel som voksne imellem.

Jeg tror det kunne være sundt for vi voksne at løsne grebet lidt og øve os i at slippe kontrollen lidt mere i forhold til at turde at lade vores børn lege selv uden for hjemmet... Og hold nu fast - UDEN voksne!

Det ved jeg godt, at børn allerede i nogen grad gør i institutionerne og skolerne; altså leger uden voksen opsyn. Men jeg tænker mere på, at børn har godt af at udforske verden på egen hånd en gang imellem uden for rammerne af børnehave, skole og hjem.

Faktisk lidt ligesom "I gamle dage" :)

 

Tør vi slippe kontrollen?

Gennem tiden, i takt med, at vores samfundsstrukturer har ændret sig, er børns fysiske rum og dermed mødesteder mellem børn blevet begrænset til primært at foregå i skole/daginstitution og fritidstilbud. I mindre grad "på gaden".

Men som jeg ser det starter det hos de voksne: tør vi udvide vores børn fysiske rum til også at indbefatte "gaden"/uderummet, uden at vi nødvendigvis skal arrangere det for dem eller konstant skal holde øje med dem?

Og tager vi os selv i at se lidt skævt til de forældre, der lader deres børn færdes ude uden forældreopsyn?

Hvad handler den der trang til kontrol for min generation mon i virkeligheden om? Er det angsten for, at der skal ske barnet noget? Angsten for at fejle? Angsten for at blive bedømt af andre? 

Måske er samtlige nævnte bekymringer reelle nok? Måske er de ikke? Jeg synes det er interessant at tænke lidt over i hvertfald.